Ulven kommer, Ulven kommer

Jeg tror de fleste af os har prøvet at være i en situation, hvor man i bedste vilje laver en deadline som så viser sig ikke at holde. Jeg tror de fleste af os har prøvet at være i en situation, hvor man så i bedste vilje laver en ny deadline som så viser sig heller ikke at holde. Ind imellem er deadline udskudt så mange gange, at man begynder at føle sig som Peter I “Ulven kommer”.

• Det kan være på arbejdet når opgaven igen er “næsten klar…snart..imorgen”.
• Det kan være hjemme når man lover “aldrig mere at være sur…ALDRIG mere!”
• Det kan være hos veninden når man har “mere tid til at snakke imorgen. Eller I overmorgen”
• Det kan være med ungerne når man lover at bage den der kage “om lidt…5 minutter…lige 10 minutter….jeg siger til”

Jeg er ikke ret vild med den følelse (At lyve og overdrive er bestemt ikke nogle af de 100 ting jeg har lært at min mor) men ind imellem er jeg uforbederlig tidsoptimist og ufattelig dårlig til at sige nej. Oftest det sidste.

I en længere periode var jeg meget træt. Jeg sad ved lægen til blodprøve nummer jeg ved ikke hvad og følte mig som en anden hypokonder. Jeg var efterhånden udredt for alt under solen og ingen prøver kunne forklare hvorfor jeg var så udmattet.

Hver gang jeg gik til lægen forlod jeg min mand med ordene “Jeg er HEEELT sikker på de finder ud af hvad der er galt nu”. Hver gang prøverne kom tilbage lød svaret fra laboratoriet “Der er ikke noget der er alarmerende…det ser fint ud”. Det var frustrerende og nedslående og i lang tid følte jeg mig som Peter der råber “Ulven kommer, ulven kommer!”.

Der skulle også gå et godt stykke tid før det viste sig at ulven rent faktisk stod og bankende på min dør – og højst sandsynligt havde gjort det længe.

Mit næste indlæg kommer til at handle om en af de dage der endte med at blive standard hvor jeg er helt ud(s)mattet.

Tak fordi du læser med 🙂